Forladt

Forladt

Havets brusen er som en stille sang, der får alle ens bekymringer til at falde til ro. Man kan for en gangs skyld trække vejret frit uden den djævelske stress, der hænger en over hovedet. Naturen har den virkning på mange. At komme væk fra bylivet for en kort stund bare for at nyde livet. Vejret virker mystisk på en måde, hvor man ikke er skikker på om den er godartet, eller om det er noget, man skal begynde at bekymre sig om. Det er ikke regn, men en ting er sikkert, vejret gemmer på en hemmelighed. Ude i horisonten kan man svagt se solens sidste stråler kæmpe en brag kamp med det tunge skylag. Til sidsts er det skyerne, der vinder. Sådan er det vel tit. Det er ikke, hvad man vil kalde ”Den perfekte sommerdag”, nej, den minder mest af alt m en grå efterårsdag tilfældigt placeret midt i juli, som om det var den mest normale ting i verden. Mågerne på stranden lader ikke til at være glade for at få besøg, måske fordi gæsterne som kommer ingen mad har med? Det ved kun de. Hendes blik vandrer ud over havet. Hun har ikke været ved stranden i lag tid. Det er en af ulemperne ved at bo i en storby, ingen naturliv. En lille pige løber ved vandkanten. Hun ser ud til at være ligeglad med vejrets pludselige ændring, hun leger livligt og pjaskende. Hendes mor sidder på en sten ved vandkanten. Hendes hår er lyst og langt med naturlige bølger. Hendes øjne er grønne. Datteren har tydeligt arvet sit udseende fra moderen, det er ikke svært at se, selvom hun ikke er særligt gammel. Den lille pige leder efter strandskaller og små sten, som kan laves halskæder af. De grå skyer markerer deres tilstedeværelse med en svag buldren. Måske er der et uvejr på vej? Hun sætter sig på en anden sten og venter på sin datter. Hun elsker at se hende lege, være fri fra alt. Vinden rammer hende blidt i ansigtet. ”Mor, mor se hvad jeg har fundet!” Hendes datter løber glad hen mod hende. Smilet i hendes ansigt er fyldt med begejstring. Det grå sand knaser voldsomt under hendes fødder, alt imens hun løber så stærkt som hendes ben kan bære. Det er utroligt, at hun endnu ikke er faldet. Hun kan stadigvæk ikke se, hvad det er, som hendes datter har fundet. Den lille pige knuger det nemlig tæt ind mod sin røde sommer jakke, så den bliver våd. Hendes hår flagrer omkring hende i den blide vind. ”Se” siger hun hun forpustet, da hun nærmer sig sin mor. Hun knuger stadig tingen ind mod sig, som om det var hendes kæreste eje. Hun tager genstanden og lægger den i sin mores fremrakte hænder. Hun kigger forundret på det, som hendes datter lige har lagt i hendes hænder. Dukken ligger slattent i hendes hænder. Den er kold og klam. Den studerer den et øjeblik, den måtte være gammel. Den er iført en lille lyserød kjole, der med tiden er revet i stykker af bølgernes brutale rasen. Hun kigger den dybt i øjnene. De er lyse, blå og mere intense end hun nogensinde før har set. De er hypnotiske, men på samme tid melankolske, da de forsøger at lokke hende ind. Som et vindue til en for længst glemt fortid. Hendes egen fortid.

***
 

”Du skal nok ikke regne med noget. Du husker vel de sidste to år? Ingen gaver, ingen kage, ingen sang og da slet ingen dukke” En lille mørk håret pige sad på en bænk og knugede sin taske tæt ind til sig. Hendes brune øjne stirrede intenst og så ud som om de var i en evig kamp om de skulle være seriøse eller medlidenhedsfyldte. Hun sukkede dybt og opgivende. ” Det er ikke for at gøre dig ked af det, men du ved det jo selv. Det sker bare ikke”. Hun hoppede ned fra bænken og gik over mod de rustne gynger. Bag sig havde hun efterladt en anden lille pige. Hendes hår strålede ikke med store krøller, men hun var ganske køn, hun vidste det bare ikke selv. Hun lignede nemlig sin mor og søster meget. Hendes søster var kun tre år ældre end hende selv, men alligevel var de ikke særligt tætte mere. De havde de været engang, hvor alting havde været lettere, og hvor de havde boet sammen med begge deres forældre i et lille hus nær stranden. Hun tænkte tilbage på de gamle dage. De havde haft det så godt. Hvert år til deres fødselsdag blev de vækket på sengen med sang og gaver. En gave fra deres forældre og en gave fra deres bedste forældre. Gaverne var aldrig enormt store, men de fik alligevel altid en gave. For tre år siden havde hun ønsket sig en dukke. Hun havde set den i et vindue og faldt straks for dukkens lyse, krøllede hår. Den var ikke en gang særligt dyr, men den var bare så flot. Hun havde fortalt sin bedstemor om dukken, som havde lovet at strikke tøj til den, hvis hun fik den. Hun vidste, at der var gode chancer for, at hun fik den til hendes fødselsdag, og hendes mor havde da og hentydet til det, men man kunne jo aldrig vide sig sikker. I dagene op til sin fødselsdag have hun kigget meget på dukken i vinduet, som hun så inderligt ønskede sig. Den havde de pæneste lyse krøller og lyse, blå øjne. Hvem ville ikke ønske sig sådan en dukke? Hun håbede så inderligt, at hun ville få den. Kort før hendes fødselsdag skete der det, der bare ikke måtte ske. Hun kom hjem fra skole, og hendes bedsteforældre var der. Det var da ikke hendes fødselsdag endnu? Hun var helt forbavset. Den eneste måde hun kunne beskrive den stemning og følelse hun følte i det øjeblik, var poetisk og på samme tid intet betydende for hende:

Jeg har kendt stilheden i lang tid.

Dens voldsomhed, dens blodige smag.

Jeg kender til de kolde vintre,

jeg kender den bitre kulde.

Men livet uden dig, kender jeg ikke.

Det var sket. Forladt. Ensom,uelsket og forladt. Det var, hvad hun var.

Hendes mors død kom pludseligt og uventet. Det var som et slag, der slog alt luften ud af hende og hun faldt helt til bunden, hvorfra hun aldrig ville komme op igen. Hun savnede hende meget, nu hvor de kun var tre tilbage. Før hendes mor døde havde hun efterladt hende en gave. Penge. Så hun slev kunne købe den dukke, som hun ønskede sig. Mest af alt var hun slet ikke i humør til at købe dukken. Efter lange overvejelser bestemte hun sig for at købe dukken som minde om sin mor. Pengene var der bare ikke. Hun ledte i alle krogene, mens de forblev væk. Havde hendes søster taget den? ”De kan bruges på andet end legetøj, så lad dog være med at være barnlig” Faderen var blevet meget alene i løbet af de tre år, der var gået siden moderens død. Det gik ikke kun ud over ham selv, men også hans familie som han fuldstændig glemte. De eksisterede slet ikke for ham mere. Til sidst blev det for meget for hendes søster og hun flyttede ud til bedsteforældrene. Hun var glad hos dem.

Hun kiggede på sin veninde ovre ved gyngerne og derefter ned på tasken. Inden i den lå den smukkeste dukke. Lyst, blond hår og blå øjne. Købt med penge, som slet ikke tilhørte hende, men en anden som slet ikke var tilstede i hendes verden. Pengene var dog taget fra hende først. Hun havde sneget sig ud og købt dukken i smug. Nu ville hun væk. Hun smilede stolt af, hvad hun havde opnået indtil videre. Hende hjerte hamrede af glæde. Hun strøg hjørnet af sin kjole lidt væk. På vejen væk fra butikken var hun faldet i sin iver. Hun burde nok lære at styre sine ben bedre. ” Kommer din far ikke snart hjem?” råbte den mørkhårede pige. Hendes far? Det havde hun jo glemt alt om. Hun tog tasken med at godt greb og skyldte sig ud af parken.

Hun løb. Såret på hendes knæ blødte stadigt, det kunne hun sagtens mærke, men hun måtte væk, inden han kom hjem. Vejen ned til bussen virkede endeløs, som om den bare fortsatte til evig tid. Ingen lod til at tage sig af, at hun løb, de var vel vant til at børnene løb omkring. Pengene hoppede raslende rundt nede i hendes lomme. På en måde var de jo ikke stjålne, de var jo hendes til at starte med. Hun kunne jo ikke gøre for at dukken var blevet billigere i løbet af de sidste tre år. Pengene var til bussen, det havde hun bestemt sig. Hvordan skulle hun ellers komme afsted? Bilerne kørte forbi med lynets hast, eller sådan så det ud for hende. Hendes mål var nu busstoppestedet. Dukken lå trygt og varmt ingen under hendes jakke. Hun havde følelsen af, at alle vidste, hvad hun havde gjort. Busstoppestedet var tomt.

Mens hun sad der alene, vrimlede tanker og følelser rundt i hendes hoved. Hun vidste ikke, hvad hun skulle føle. Had mod sin far? Glæde over endeligt at have fået dukken? Eller skulle hun måske græde igen? Hun vidste, at hun ikke kunne rumme alle disse følelser på en gang. Ville hendes bedsteforældre lade hende bo hos dem? Det ville de sikkert, de havde jo også taget hendes søster til dem. Hun kiggede ned på den livløse dukke, der lå i hendes arme. Alt dette bare for en dukke, det var, hvad de ville sige. Det var jo bare ikke sådan hun havde det. Det var som om, hendes mor boede i dukken og kunne passe på hende. Hvordan ville man ellers forklare den succesfulde flugt? Hun kiggede dybt ind i dukkens øjne og sukkede dybt.

Lysene fra husene fløj hastigt forbi, da det var ved at blive mørkt. Bussen havde kørt i et godt stykke tid nu, og de var ikke en gang nået halvvejs. Det var lige før buschaufføren ikke havde ladet hende komme med. Han mente, at hun var alt for ung, men da hun kunne betale ham, lod han hende komme med. Hun sad næsten bagerst, på den måde var hun fri for at nogen skulle tale til hende og spørge, hvor hendes forældre var. Hun ville ikke hjem til sin far igen. Ikke fordi han var direkte ond mod hende, men hun kunne ikke klare det kolde udtryksløse ansigt som hverdag mødte hende. Et ansigt fyldt med sorg og uden kærlighed til nogen som helst. Hun holdte sig selv fra at græde. Ikke nu, det var der ikke tid til. Hun holdte den lille dukke ind til sig og gav den et knus. Den var blevet hendes bedste ven i løbet af de sidste timer. Den svarrede ikke igen og bedømte hende ikke. Hvad mere kunne man ønske sig? Liv måske? Bussen stoppede brat. Alt hun skulle gøre nu var at gå langs stranden til deres lille hus. Der var heldigvis ikke så langt, men der var meget mørkt nu.

 

Lyset af lygterne var ikke stærkt nok til at oplyse hele stranden, men kan kunne sagtens se det grå sand foran sig. Det var badet i månelyset og fik alle omgivelserne til at se triste og sjæleløse ud. Stranden var mennesketom. Hvem ville da også være på stranden på dette tidspunkt af døgnet? Det var jo ikke ligefrem varmt. Hun begyndte at løbe, selvom hendes knæ gjorde modstand. Hun var så tæt på målet. Hun kunne smage den søde frihed, sejreren var lige der. Hendes søster som hun så i vinduet, gav hende styrken til at løbe videre. En mørk skygge bevægede sig ind mod hende. ”Hvad tror du, at det er du laver?” Skyggen stillede sig defensivt foran hende for at blokere hendes vej mod friheden. Hendes hjerte sprang et slag over. Skræmt fra hvid og sans trådte hun et skridt tilbage. ”Først stjæler du fra mig og derefter stikker du af hjemme fra” Han så på hende med vrede i sit blik. Han trådte nærmere, men hun vidste, at han ikke ville slå hende. Han rev dukken ud af hænderne på hende. ”Du giver mig intet andet valg”, sagde han stille. Så kastede han dukken så langt, som han kunne ud i vandet. Hun sagde ikke noget, men løb bare væk. Hen mod huset.

***

Hendes tanke gang bliver afbrudt af de fremtrukne skyer. Hun undrer sig over hvor langtid hun har stået der med dukken i hænderne. Hun kigger sig stille omkring. Himlen var grå. Vandet var gråt. Sandet var gråt. Lige som den dag for tyve år siden. Hendes ansigt forbliver tomt og koldt. Hun kan ikke andet. Hun kigger udtryksløst ned på dukken, som hun holder i sine arme. Den er overaskende velbevaret efter de mange år. Blandede følelser kæmper en kamp om at komme først ud, uvidende om hvilken der gør det. En enkelt, lille, perlelignende tåre falder ensomt og forladt ned af hendes kind. Det er savnet som rammer hende først. Hun knuger den fugtige dukke tæt indtil sig, og minderne flyder frit omkring hende. Måske for frit, men hun er ligeglad. Mindet om hendes mor, hendes duft fyldte hende, selvom den aldrig havde rørt hende. Skyllet væk af det grådige hav. En lille hånd rykker forsigtigt i hende kjole. ”Hvad laver du?” spørger den lille pige, men ikke med nok undren i hendes stemme. Måske forstår hun? Hun kigger på datteren med sit tomme ansigt. Hvad skal hun sige? Datteren er stadig ikke gammel nok til at få historien at vide, det bliver hun nok aldrig. Hendes tomme ansigt, forsøger at fremtvinge et smil, men det er slet ikke nødvendigt, glæden er der. Hun smiler stolt ned til sin datter og tager hendes hånd. Dukken kommer med hjem og kan gå videre i arv, denne gang uden at blive smidt ud i grådighedens raserende bølger, hvis voldsomme bølgeslag higer efter bytte. Dukkens før så smukke hår er ikke nemt at redde, men nu er den hjemme og hverken dukken eller hun er forladte.

Skumring

Skumring - Novelle

-af S. L. Nielsen

Mørket var så småt ved at falde over de høje hustage. Støver fløj frit mellem de mange gader, alt imens de sidste fugle var ved at finde til ro. Gaderne var helt tomme, men det havde de ikke været tidligere på den lune sommerdag. Det var en sensommeraften midt i juni. Husene lå så tæt på af hinanden, at man nemt kunne både høre og se hvad ens naboer sagde og gjorde. Det var ikke noget der blev klaget over, i det mindste havde de da et hjem i denne grusomme tid. Det betød selvfølgelig, at nogle måtte bo syv mennesker i en trepersoners lejelighed. Der mennesketom i området, ikke en eneste sjæl var at se på gaden. Soldaterne gik udenfor på dette tidspunkt. De havde travlt med at holde øje med, om folk nu blev indenfor som de havde fået besked på. Sådan var det jo her i 1943. Folk skulle gøre som de fik besked på, ellers blev de skudt.

Længere nede ad gaden i hus nr. 32 sad en man i en lejelighed på 3. sal foran sin skrivemaskine. Hans job var ikke at skrive illegale blade, men han gjorde det alligevel. Han hadede tyskerne og alt hvad de stod for som pesten selv. Han var ikke alene. Det var da også derfor, at hans artikler blev en anelse grove en gang i mellem, men han skrev hvad han mente. Hvad var meningen ellers med at skrive? Den lille lejelighed bestod kun af et køkken og en stue. Stuen blev også brugt som soveværelse, men han sov aldrig. Den sorte skrivemaskine havde han arvet af sin far for mange år siden. Selvom den var meget gammel og antik, var det stadig hans kæreste eje og virkede uden problemer. Den hjalp ham. Han tog sin kop med rædselsfuld kaffe og stillede sig hen foran vinduet, der vendte ud mod den smalle gård. Hans job var farligt og kun få mennesker ud af mange, satte pris på det han gjorde. I sidste ende var det vel for hans egen skyld han gjorde det. Det var på den måde, han kunne komme af med alle sine frustrationer og han mente, at hans mål var at få alle til at være imod tyskerne. Indtil nu havde det ikke lykkedes ham og det pinte han inderligt, når han så danskere med tyske uniformer. Han stoppede op et øjeblik og lyttede. Var der mon nogen uden for døren? Han småmumlede nogle utydelig ord for sig selv, imens han gik hen mod døren. Egentligt var han for høj til lejeligheden, så han måtte bukke sig lidt. Han sad nu også mest. Han tog i det gamle, rustne håndtag og åbnede døren. Knap havde han nået at få sagt: ”Goddag”, før lejeligheden blev stormet ind og han blev væltet omkuld. Han blev helt konfus og kiggede op. Foran ham stod tre tyske soldater, flot klædt i deres fine uniformer og med geværet helt fremme, så man kunne se, at de var farlige. Han grinede indvendigt over de tre fjolser, men det undrede ham alligevel, hvad de ville ham, forhåbentligt ikke noget med bladet. ”Hvad vil i her?”, spurgte han en anelse mistroisk. Han kunne godt høre, at det ikke var med den tone, han skulle tale til dem. Herman W. Sørensen tog altså ikke imod ordre fra nogen. Så han blev ved med at snakke som han ville. ”Vi har fået et muligt tip om, at der skulle opholde sig jøder her”, fik den ene fremstammet på ret gebrokkent dansk og studerede ham nøje. ”Og fra hvem var det så? Jeg er den eneste der bor her og har været kristen hele mit liv”, svarede han dem. De skiftedes til at kigge på ham, hvilket for ham så ret underholdende ud, men han ville ikke sige noget, ikke et ord. ”Naboerne taler”, sagde den ene tysker bare. De vendte næsten hele hans lejelighed igennem efter ulovligheder, men til hans held nærmede de sig ikke skrivemaskinen med den nye artikel til bladet. Dette var ikke første gang, han havde prøvet, at naboerne have udpeget ham til tyskerne. Sidste gang var han blevet slæbt med hen til fængslet og var blevet gennem-tæsket. Ville man opnå noget i denne verden, så måtte man også tage konsekvenserne for det, det var blevet hans nye motto i denne tid.Herman pakkede de ting sammen som lige nu lå i nærheden af ham og vendte derefter tilbage til sin kaffe foran vinduet. Nede gården så han tyskerne tage Hr. Jensen, hans kone og hans børn med sig ind i bilen. De var jøder, og det var ikke noget de gik og gemte for andre. Det var selvfølgelig forfærdeligt, men det måtte jo ske en dag. Hr. Jensen hadede svenskere, og det var den eneste grund til, at de ikke var rejst til Sverige. Han ville hellere sætte sin families liv på spil, end at kigge på en svensker. Sådan et menneske havde han intet til overs for. Han var dog ikke ligeglad med, at en eller flere af hans naboer havde stukket ham til tyskerne, men han ville vente den halve time det varede, inden der var fællesmøde.

I skumringen kunne man så småt se nogle tyske lejre eller fangelejre som han hellere ville kalde dem. Det var der, hr. Jensen og hans familie ville blive transporteret hen, inden de blev sendt i koncentrationslejre. Det var helt utroligt som folk stak hinanden her i bygningen, og det havde han tænkt sig at nævne på fællesmødet i aften. De havde for en gangs skyld fået lov til at holde mødet i gården, da den var meget overdækket. Han satte sig ned foran skrivemaskinen og skrev:

Artikel af Herman W. Sørensen: Stikkernes samvittighed

Han vidste, at det var et dristigt emne at vælge, men han tog sine chancer. Han skrev og skrev indtil, at han måtte indse, at det var tid til at gå ned til mødet. Ned til en flok tysker-tilbedende fjolser. Han tog den lange frakke på og gik ned af de klamme trapper. Der blev stort set aldrig gjort rent, da folk havde andet at bruge deres kostbare tid på. Han kunne ikke klage, han var selv en af dem.

Mødet var så småt gået i gang, da han trådte igennem den store trædør ud til gården. De havde gang i en diskussion om hvorvidt, at de skulle meddele alle ulovligheder til tyskerne. Han plejede bare at sætte si ned på nogle kasser og vente til at mødet var ovre. Der var nemlig mødepligt, lige som da de gik i skole. ”Jeg mener, at alle jøderne skal sendes væk fra bygningen. De sætter vores liv i fare, hvis de bliver og jeg har personligt ikke lyst til at se mine børn blive skudt”, sagde ”formanden” for mødet. Resten af beboerne nikkede, men om de faktisk var enige var ikke til at konstatere. ”Jeg stemmer også for, at alle illegale ting skal meldes” Folk nikkede igen, og mon ikke de havde skuet over til ham ved kasserne i et øjeblik. ”Hvem stemmer for?”, blev der sagt og alle rakte hånden op i vejret, undtagen Herman. Formanden vidste, at alle skulle stemme for, ellers ville det ikke blive vedtaget og da han kom til Herman, blev han ikke overrasket. ”Herman, hvorfor stemmer du ikke for?”, spurgte han med at lumsk smil. ”Jeg mener da, at det er min ret som beboer i denne bolig at stemme imod. Godt nok har vi ikke meget demokrati uden for disse vægge, men det har vi herinde”, sagde han højtideligt, men det gik op for ham det det måske ikke gik som han havde forventet. ”Du laver måske selv noget ulovligt?”, spurgte formanden og grinede. ”Nej, men fortæl mig hvorfor vi skal stikke vores venner? Hvad har de gjort os? De har behandlet os med respekt og det er meningen vi skal være i krig med tyskerne og ikke hinanden. Lige så snart vi kan se, at vi faktisk skal arbejde for noget, eller vores liv er i fare, så løber vi væk fra det hele og gemmer os bag folk, som slet ikke har gjort noget forkert. Jeg mener, at det er en selvisk og ussel tankegang og vi burde ændre os.” Han greb efter vejret. Han var blevet så hidsig, at han havde mistet besindelsen og råb sin lille tale højt. De andre gloede bare på ham, koldt og udtryksløst. Han kunne ikke tage, at de ingen følelser havde midt i alt dette her.”Ved i hvad? Jeg tror ikke, at jeg gider at være blandt sådanne mennesker. Her er min opsigelse, jeg flytter i morgen”, råbte han. Han løb op i lejeligheden og tænkte på situationen. Hvad havde han lige gjort? Hvad tænkte han dog på, at miste besindelsen på åben gade? Han pakkede nogle få ting sammen i kasser og satte sig foran skrivemaskinen. Han havde endnu ikke fået skrevet sin artikel færdig og han kunne vel lige så godt gøre det nu. Væggene var tykke, men ikke tykke nok til at skjule råb og skrigerier. Han smilte indvendigt, endelig havde han sagt sin mening om denne sag. Det føltes godt at sidde der i den næsten tomme lejelighed og føle sig selvtilfreds.

 

Der lød en høj banken på døre, men han var ikke sikker på, om han ville åbne den. Det var sikkert bare nogle naboer, der ville klage igen, så han satte sig tilbage i stolen. Der lød en banken igen. Kunne de ikke fatte, at han ikke gad at tale med dem? Han gik over til døren og sukkede. ”Så er vi på den igen”, sagde han til sig selv. Han åbnede døren og for anden gang den aften, blev han væltet omkuld. De tre tyskere var tilbage. De samlede ham op og satte håndjern omkring hans håndled. ”Hvad har jeg gjort?”, spurgte han fortvivlet og omtumlet. ”Du er modstander af Hitler”, sagde den ene brat. Han havde råbt for højt derude. De hørte alt, de soldater. De tog hans artikel og brændte den. Han bedste artikel til dato, var nu væk. Det kunne vel være det samme, da han sikkert aldrig ville se dagens lys igen. Han havde ikke nået sit mål. Han kiggede ned mod jorden, da de træk ham med ind i skumringen.

”... skrevet af Herman W. Sørensen, stukket af venner”