Forladt
Havets
brusen er som en stille sang, der får alle ens bekymringer til at
falde til ro. Man kan for en gangs skyld trække vejret frit uden den
djævelske stress, der hænger en over hovedet. Naturen har den
virkning på mange. At komme væk fra bylivet for en kort stund bare
for at nyde livet. Vejret virker mystisk på en måde, hvor man ikke
er skikker på om den er godartet, eller om det er noget, man skal
begynde at bekymre sig om. Det er ikke regn, men en ting er sikkert,
vejret gemmer på en hemmelighed. Ude i horisonten kan man svagt se
solens sidste stråler kæmpe en brag kamp med det tunge skylag. Til
sidsts er det skyerne, der vinder. Sådan er det vel tit. Det er
ikke, hvad man vil kalde ”Den perfekte sommerdag”, nej, den
minder mest af alt m en grå efterårsdag tilfældigt placeret midt i
juli, som om det var den mest normale ting i verden. Mågerne på
stranden lader ikke til at være glade for at få besøg, måske
fordi gæsterne som kommer ingen mad har med? Det ved kun de. Hendes
blik vandrer ud over havet. Hun har ikke været ved stranden i lag
tid. Det er en af ulemperne ved at bo i en storby, ingen naturliv. En
lille pige løber ved vandkanten. Hun ser ud til at være ligeglad
med vejrets pludselige ændring, hun leger livligt og pjaskende.
Hendes mor sidder på en sten ved vandkanten. Hendes hår er lyst og
langt med naturlige bølger. Hendes øjne er grønne. Datteren har
tydeligt arvet sit udseende fra moderen, det er ikke svært at se,
selvom hun ikke er særligt gammel. Den lille pige leder efter
strandskaller og små sten, som kan laves halskæder af. De grå
skyer markerer deres tilstedeværelse med en svag buldren. Måske er
der et uvejr på vej? Hun sætter sig på en anden sten og venter på
sin datter. Hun elsker at se hende lege, være fri fra alt. Vinden
rammer hende blidt i ansigtet. ”Mor, mor se hvad jeg har fundet!”
Hendes datter løber glad hen mod hende. Smilet i hendes ansigt er
fyldt med begejstring. Det grå sand knaser voldsomt under hendes
fødder, alt imens hun løber så stærkt som hendes ben kan bære.
Det er utroligt, at hun endnu ikke er faldet. Hun kan stadigvæk ikke
se, hvad det er, som hendes datter har fundet. Den lille pige knuger
det nemlig tæt ind mod sin røde sommer jakke, så den bliver våd.
Hendes hår flagrer omkring hende i den blide vind. ”Se” siger
hun hun forpustet, da hun nærmer sig sin mor. Hun knuger stadig
tingen ind mod sig, som om det var hendes kæreste eje. Hun tager
genstanden og lægger den i sin mores fremrakte hænder. Hun kigger
forundret på det, som hendes datter lige har lagt i hendes hænder.
Dukken ligger slattent i hendes hænder. Den er kold og klam. Den
studerer den et øjeblik, den måtte være gammel. Den er iført en
lille lyserød kjole, der med tiden er revet i stykker af bølgernes
brutale rasen. Hun kigger den dybt i øjnene. De er lyse, blå og
mere intense end hun nogensinde før har set. De er hypnotiske, men
på samme tid melankolske, da de forsøger at lokke hende ind. Som et
vindue til en for længst glemt fortid. Hendes egen fortid.
***
”Du skal nok ikke regne med noget. Du husker vel de sidste to år?
Ingen gaver, ingen kage, ingen sang og da slet ingen dukke” En
lille mørk håret pige sad på en bænk og knugede sin taske tæt
ind til sig. Hendes brune øjne stirrede intenst og så ud som om de
var i en evig kamp om de skulle være seriøse eller
medlidenhedsfyldte. Hun sukkede dybt og opgivende. ” Det er ikke
for at gøre dig ked af det, men du ved det jo selv. Det sker bare
ikke”. Hun hoppede ned fra bænken og gik over mod de rustne
gynger. Bag sig havde hun efterladt en anden lille pige. Hendes hår
strålede ikke med store krøller, men hun var ganske køn, hun
vidste det bare ikke selv. Hun lignede nemlig sin mor og søster
meget. Hendes søster var kun tre år ældre end hende selv, men
alligevel var de ikke særligt tætte mere. De havde de været
engang, hvor alting havde været lettere, og hvor de havde boet
sammen med begge deres forældre i et lille hus nær stranden. Hun
tænkte tilbage på de gamle dage. De havde haft det så godt. Hvert
år til deres fødselsdag blev de vækket på sengen med sang og
gaver. En gave fra deres forældre og en gave fra deres bedste
forældre. Gaverne var aldrig enormt store, men de fik alligevel
altid en gave. For tre år siden havde hun ønsket sig en dukke. Hun
havde set den i et vindue og faldt straks for dukkens lyse, krøllede
hår. Den var ikke en gang særligt dyr, men den var bare så flot.
Hun havde fortalt sin bedstemor om dukken, som havde lovet at strikke
tøj til den, hvis hun fik den. Hun vidste, at der var gode chancer
for, at hun fik den til hendes fødselsdag, og hendes mor havde da og
hentydet til det, men man kunne jo aldrig vide sig sikker. I dagene
op til sin fødselsdag have hun kigget meget på dukken i vinduet,
som hun så inderligt ønskede sig. Den havde de pæneste lyse
krøller og lyse, blå øjne. Hvem ville ikke ønske sig sådan en
dukke? Hun håbede så inderligt, at hun ville få den. Kort før
hendes fødselsdag skete der det, der bare ikke måtte ske. Hun kom
hjem fra skole, og hendes bedsteforældre var der. Det var da ikke
hendes fødselsdag endnu? Hun var helt forbavset. Den eneste måde
hun kunne beskrive den stemning og følelse hun følte i det øjeblik,
var poetisk og på samme tid intet betydende for hende:
Jeg
har kendt stilheden i lang tid.
Dens
voldsomhed, dens blodige smag.
Jeg
kender til de kolde vintre,
jeg
kender den bitre kulde.
Men
livet uden dig, kender jeg ikke.
Det var sket. Forladt. Ensom,uelsket og forladt. Det var, hvad hun
var.
Hendes mors død kom pludseligt og uventet. Det var som et slag, der
slog alt luften ud af hende og hun faldt helt til bunden, hvorfra hun
aldrig ville komme op igen. Hun savnede hende meget, nu hvor de kun
var tre tilbage. Før hendes mor døde havde hun efterladt hende en
gave. Penge. Så hun slev kunne købe den dukke, som hun ønskede
sig. Mest af alt var hun slet ikke i humør til at købe dukken.
Efter lange overvejelser bestemte hun sig for at købe dukken som
minde om sin mor. Pengene var der bare ikke. Hun ledte i alle
krogene, mens de forblev væk. Havde hendes søster taget den? ”De
kan bruges på andet end legetøj, så lad dog være med at være
barnlig” Faderen var blevet meget alene i løbet af de tre år, der
var gået siden moderens død. Det gik ikke kun ud over ham selv, men
også hans familie som han fuldstændig glemte. De eksisterede slet
ikke for ham mere. Til sidst blev det for meget for hendes søster og
hun flyttede ud til bedsteforældrene. Hun var glad hos dem.
Hun kiggede på sin veninde ovre ved gyngerne og derefter ned på
tasken. Inden i den lå den smukkeste dukke. Lyst, blond hår og blå
øjne. Købt med penge, som slet ikke tilhørte hende, men en anden
som slet ikke var tilstede i hendes verden. Pengene var dog taget fra
hende først. Hun havde sneget sig ud og købt dukken i smug. Nu
ville hun væk. Hun smilede stolt af, hvad hun havde opnået indtil
videre. Hende hjerte hamrede af glæde. Hun strøg hjørnet af sin
kjole lidt væk. På vejen væk fra butikken var hun faldet i sin
iver. Hun burde nok lære at styre sine ben bedre. ” Kommer din far
ikke snart hjem?” råbte den mørkhårede pige. Hendes far? Det
havde hun jo glemt alt om. Hun tog tasken med at godt greb og skyldte
sig ud af parken.
Hun løb. Såret på hendes knæ blødte stadigt, det kunne hun
sagtens mærke, men hun måtte væk, inden han kom hjem. Vejen ned
til bussen virkede endeløs, som om den bare fortsatte til evig tid.
Ingen lod til at tage sig af, at hun løb, de var vel vant til at
børnene løb omkring. Pengene hoppede raslende rundt nede i hendes
lomme. På en måde var de jo ikke stjålne, de var jo hendes til at
starte med. Hun kunne jo ikke gøre for at dukken var blevet
billigere i løbet af de sidste tre år. Pengene var til bussen, det
havde hun bestemt sig. Hvordan skulle hun ellers komme afsted?
Bilerne kørte forbi med lynets hast, eller sådan så det ud for
hende. Hendes mål var nu busstoppestedet. Dukken lå trygt og varmt
ingen under hendes jakke. Hun havde følelsen af, at alle vidste,
hvad hun havde gjort. Busstoppestedet var tomt.
Mens hun sad der alene, vrimlede tanker og følelser rundt i hendes
hoved. Hun vidste ikke, hvad hun skulle føle. Had mod sin far? Glæde
over endeligt at have fået dukken? Eller skulle hun måske græde
igen? Hun vidste, at hun ikke kunne rumme alle disse følelser på en
gang. Ville hendes bedsteforældre lade hende bo hos dem? Det ville
de sikkert, de havde jo også taget hendes søster til dem. Hun
kiggede ned på den livløse dukke, der lå i hendes arme. Alt dette
bare for en dukke, det var, hvad de ville sige. Det var jo bare ikke
sådan hun havde det. Det var som om, hendes mor boede i dukken og
kunne passe på hende. Hvordan ville man ellers forklare den
succesfulde flugt? Hun kiggede dybt ind i dukkens øjne og sukkede
dybt.
Lysene fra husene fløj hastigt forbi, da det var ved at blive mørkt.
Bussen havde kørt i et godt stykke tid nu, og de var ikke en gang
nået halvvejs. Det var lige før buschaufføren ikke havde ladet
hende komme med. Han mente, at hun var alt for ung, men da hun kunne
betale ham, lod han hende komme med. Hun sad næsten bagerst, på den
måde var hun fri for at nogen skulle tale til hende og spørge, hvor
hendes forældre var. Hun ville ikke hjem til sin far igen. Ikke
fordi han var direkte ond mod hende, men hun kunne ikke klare det
kolde udtryksløse ansigt som hverdag mødte hende. Et ansigt fyldt
med sorg og uden kærlighed til nogen som helst. Hun holdte sig selv
fra at græde. Ikke nu, det var der ikke tid til. Hun holdte den
lille dukke ind til sig og gav den et knus. Den var blevet hendes
bedste ven i løbet af de sidste timer. Den svarrede ikke igen og
bedømte hende ikke. Hvad mere kunne man ønske sig? Liv måske?
Bussen stoppede brat. Alt hun skulle gøre nu var at gå langs
stranden til deres lille hus. Der var heldigvis ikke så langt, men
der var meget mørkt nu.
Lyset af lygterne var ikke stærkt nok til at oplyse hele stranden,
men kan kunne sagtens se det grå sand foran sig. Det var badet i
månelyset og fik alle omgivelserne til at se triste og sjæleløse
ud. Stranden var mennesketom. Hvem ville da også være på stranden
på dette tidspunkt af døgnet? Det var jo ikke ligefrem varmt. Hun
begyndte at løbe, selvom hendes knæ gjorde modstand. Hun var så
tæt på målet. Hun kunne smage den søde frihed, sejreren var lige
der. Hendes søster som hun så i vinduet, gav hende styrken til at
løbe videre. En mørk skygge bevægede sig ind mod hende. ”Hvad
tror du, at det er du laver?” Skyggen stillede sig defensivt foran
hende for at blokere hendes vej mod friheden. Hendes hjerte sprang et
slag over. Skræmt fra hvid og sans trådte hun et skridt tilbage.
”Først stjæler du fra mig og derefter stikker du af hjemme fra”
Han så på hende med vrede i sit blik. Han trådte nærmere, men hun
vidste, at han ikke ville slå hende. Han rev dukken ud af hænderne
på hende. ”Du giver mig intet andet valg”, sagde han stille. Så
kastede han dukken så langt, som han kunne ud i vandet. Hun sagde
ikke noget, men løb bare væk. Hen mod huset.
***
Hendes tanke gang bliver afbrudt af de fremtrukne skyer. Hun undrer
sig over hvor langtid hun har stået der med dukken i hænderne. Hun
kigger sig stille omkring. Himlen var grå. Vandet var gråt. Sandet
var gråt. Lige som den dag for tyve år siden. Hendes ansigt
forbliver tomt og koldt. Hun kan ikke andet. Hun kigger udtryksløst
ned på dukken, som hun holder i sine arme. Den er overaskende
velbevaret efter de mange år. Blandede følelser kæmper en kamp om
at komme først ud, uvidende om hvilken der gør det. En enkelt,
lille, perlelignende tåre falder ensomt og forladt ned af hendes
kind. Det er savnet som rammer hende først. Hun knuger den fugtige
dukke tæt indtil sig, og minderne flyder frit omkring hende. Måske
for frit, men hun er ligeglad. Mindet om hendes mor, hendes duft
fyldte hende, selvom den aldrig havde rørt hende. Skyllet væk af
det grådige hav. En lille hånd rykker forsigtigt i hende kjole.
”Hvad laver du?” spørger den lille pige, men ikke med nok undren
i hendes stemme. Måske forstår hun? Hun kigger på datteren med sit
tomme ansigt. Hvad skal hun sige? Datteren er stadig ikke gammel nok
til at få historien at vide, det bliver hun nok aldrig. Hendes tomme
ansigt, forsøger at fremtvinge et smil, men det er slet ikke
nødvendigt, glæden er der. Hun smiler stolt ned til sin datter og
tager hendes hånd. Dukken kommer med hjem og kan gå videre i arv,
denne gang uden at blive smidt ud i grådighedens raserende bølger,
hvis voldsomme bølgeslag higer efter bytte. Dukkens før så smukke
hår er ikke nemt at redde, men nu er den hjemme og hverken dukken
eller hun er forladte.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar